En solstrålehistorie....

Jeg vil gerne fortælle en historie om to pædagoger ( S+I), som jeg har mødt på min vej og som for mig står som nogle gode rollemodeller. De to lærte hinanden at kende på pædagogstudiet, og arbejder i dag i samme børnehave, på samme stue, hvor de fortsætter deres gode samarbejde.

Jeg arbejdede i børnehaven som pædagogmedhjælper på deres stue og en anden stue, så jeg var med til at følge nogle af børnene tæt, og vil gerne fortælle om S + I`s arbejde med en lille pige (M).

Da M startede i børnehaven troede vi i første omgang, at hun led af en eller anden form for sygdom. Hun var utrolig tynd og nærmest gennemsigtig bleg, havde stort set ikke noget sprog - når hun skulle give udtryk for noget klynkede hun og der kom kun meget få ord ud af hendes mund, nogle af hendes bevægelser virkede spastiske - det virkede faktisk som om hun ikke orkede at være til.

Via nogle samtaler som S + I afholdt med forældrene fik de at vide at hun var født for tidligt, og at forældrene havde rendt fra den ene læge til den anden for at finde ud af hvad hun fejlede og hvorfor hun næsten ikke ville spise, men de havde fået at vide at hun var rask.

Med forældrenes opbakning gik S + I i gang med at iværksætte diverse foranstaltniger for M:

• der kom en op til børnehaven og arbejdede med hendes krop, led og muskler - og de fik div. øvelser der skulle laves med M,
• der kom en talepædagog og lavede øvelser med M for at udvikle hendes ordforråd,

og med hensyn til spisningen viste det sig, at hun via sin klynken stort set altid havde fået sin vilje, hun ville helst kun have mad som hun ikke skulle tygge, og fordi forældrene var glade bare hun spiste lidt havde hun stort set altid fået sin vilje. Så opgaven blev nu at tilbyde hende noget mad som hun selv skulle vælge - men der var intet af det mad hun var vant til at spise på tallerken. Det mad som hun valgte skulle hun spise - det blev til lidt af en magtkamp i starten - jeg kunne sagtens sidde i 1 1/2 time med hende. Men, det virkede til sidst.

Jeg stoppede efter 6 mdr. som pædagogmedhjælper der. Jeg var der kun for at prøve området af, men turde ikke dengang at tage springet og uddanne mig til pædagog, men da jeg kom på besøg nogle måneder efter var M en hel anden pige. Hun havde taget på, havde røde kinder og var blevet udadvendt og snaksaglig.

Det virker på mig som lidt af et mirakel, at to pædagoger kan få så stor betydning for et andet menneskes liv.